Specialbehandling med implantat og kirurgi

Tandlægehuset Tinglev udfører behandlinger med kunstige tandrødder, der vokser fast i kæben, hvilket gør det muligt at genskabe funktionen og udseendet af en mistet naturlig tand.

Vi er henvisningsklinik for andre tandlæger og udfører derfor dagligt komplicerede behandlinger. Vi afholder også teoretiske og praktiske kurser for andre tandlæger.

Komplicerede behandlinger

I implantatcentret modtages henvisninger til implantatbehandlinger og forskellige former for dentoalveolær kirurgi.

Vi udfører bl.a. amotioer, rodsektioner og retrograd rodfyldning, cystectomi, biopsier, sinusløft, knogleopbygninger, implantatindsættelse samt dertil hørende protetiske erstatninger.

Den protetiske behandling kan ske i samarbejde med henvisende tandlæge eller med os.

For patienter

Når du er blevet henvist til Tandlægehuset Tinglev vil der ske en visitation. Herefter bliver du kontaktet via email, brev eller telefon med henblik på at aftale tid til behandling eller yderligere behandlingsplanlægning, hvis der er behov herfor. Vi tilbyder at fremsende et behandlingsoverslag.

Vi sørger ligeledes for at informere om eventuelle post-operative forholdsregler, du skal gøre dig.

Hvis du henvises til os, kan du af hensyn til loyalitetsforholdet mellem henviser og kirurg, ikke fortsætte som fast patient hos os inden for de førstkommende to år. Dog står vi naturligvis altid til rådighed såfremt der opstår forandringer eller komplikationer i forbindelse med behandlingen, du har fået foretaget hos os.

Vi indhenter information fra det fælles medicinkort (FMK). Forud for enhver invasiv behandling har vi pligt til at spørge om dit helbred, herunder medicinering.

FMK er et redskab, der sikrer, at vi har adgang til relevante medicinoplysninger således at intet overses.
Bemærk: Systemet giver ikke adgang til din journal fra hverken læge, sygehus eller andre tandlæger.

For tandlæger

Henvisninger til kirurgi ved Tandlægehuset Tinglev sendes gennem EDI-portalen.

Send os en korrespondancemeddelelser hvori problemstilling, ønsker til behandling og anamnese beskrives. Vedhæft gerne relevant røntgenbilleder og oplys gerne patientens emailadresse.

Alle implantatpatienter indkaldes til en fysisk visitation. Hovedparten af de øvrige kirurgiske behandlinger visiteres på baggrund af oplysningerne i henvisningen samt medsendte røntgen.

Vi lægger stor vægt på at have et loyalt og langvarigt samarbejde med vores henvisere. Derfor kan en patient i to år efter sin behandling i implantatcentret ikke blive fast patient i Sundhedshuset.

I forbindelse med visitation foretages opslag i FMK. Trods dette er det vigtigt, at henviser oplyser en meget detaljeret medicinsk anamnese.

Henvisning til Panorama optagelse og 3D-scanning (Cone Beam CT-Scanning)

Henvisningen skal indeholde Navn, CPR og kontaktoplysninger, anamneseskema, det skal endvidere fremgå om patienten er gravid, om patienten har fået taget lignende røntgen før og hvornår, og henvisnings årsagen.

Panorama optagelse fremsendes som hovedregel via EDI-portalen.

Bearbejdede data fra 3D scanningen, som skønnes relevante for den klinikske problemstilling, fremsendes som hovedregel på EDI-portalen. Klinikken kan altid kontaktes for spørgsmål og uddybende oplysninger.

I henhold til Sundhedsstyrelsens bestemmelser skal Cone Beam CT-scanningen altid ledsages af en beskrivelse.

Indikationer for 3D-scanning

Overordnet kan man sige, at indikationen for at få taget en 3D-scanning er opfyldt, når der er et behov for diagnostisk information, som ikke kan opnås med mere strålevenlige teknik/udstyr.

I praksis er de hyppigste indikationer for 3D-scanning:

  • Lejringsbestemmelse af visdomstænder og deres forhold til N. Alv. Inf.
  • Behandlingsplanlægning til implantat behandling.
  • Vurderinger før og efter
  • Sinusløft traumer
  • Smerter, der ikke kan diagnosticeres på anden vis.
  • Tand anomalier og malpositioner

Stråledoser

Litteraturen er ikke enentydig i sine angivelser af strålebelastning ved forskellige typer optagelser, idet dosis afhænger af mange faktorer, fx patientens størrelse

Følgende giver derfor en idé om strålebelastningen i forskellige situationer svarende til en normal størrelse voksen.

  • Fuldstatus med enorale røntgen billeder 73 µSv
  • Panorama røntgen 13 µSv
  • 3D-scanning Maxil eller Mandibel ekstra høj opløsning 130 µSv
  • 3D-scanning Nobel Guide 80/130 µSv
  • 3D-scanning kæbeled 80 µSv
  • Hospitals CT-scanning 2.100 µSv
  • Naturlig årlig baggrundsstråling 4.000 µSv

Grundlæggende skal enhver form for unødig stråling undgås, men når det er sagt, så viser ovenstående tal, at strålebelastningen ved at få en 3D-scanning er forsvindende lille i forhold til den årlige naturlige baggrundsstråling.

Krav til personer der henviser til røntgenundersøgelser

Ifølge Sundhedsstyrelsens vejledning for større dentale røntgenanlæg bekendtgørelse 663 stilles følgende krav til tandlæger, der vil henvise til 3D-scanning:

  • § 36. Den der henviser til en røntgenundersøgelse, skal følge de retningslinjer for henvisning til røntgenundersøgelser som er fastsat af den ansvarlige leder af røntgenanlægget.
  • § 37. Den der henviser til en røntgenundersøgelse, skal sørge for at undersøgelsen er berettiget, idet både tilstanden hos den person der røntgenundersøges i forbindelse med diagnosticering og behandling af en sygdom og det forventede resultat af undersøgelsen, skal indgå i vurderingen af berettigelsen.
  • § 38. Den der henviser til en røntgenundersøgelse, skal på henvisningen oplyse om den kliniske problemstilling, der berettiger undersøgelsen. Stk. 2. Det skal fremgå af henvisningen, hvem der har udfyldt den